2025 |
Jeg indrømmer straks. Jeg er ikke til ferie i kulde og mørke. Hellere varme og sol. Men på Maries ønskeliste stod en sejltur med Hurtigruten langs Norges kyst og det er til at komme i nærheden af for penge om vinteren.
Så da den stod på fødselsdagsgave til fruen, var det nærliggende lige at klare den bestilling på nettet en aften, hvor hun alligevel ikke var hjemme.
Med adskillige reservationer på skærmen, manglede jeg kun lige at bestille selve turen med Hurtigruten. Alle hoteller, fly og tog var klar til at blive betalt. Men Hurtigrutens hjemmeside virkede ikke. Jeg kunne taste mig igennem en masse billeder og når jeg endelig nåede frem til at skulle foretage bestillingen, lød beskeden “Ups. Der er sket en fejl”. 2-3 gange forsøgte jeg og med forskellige internet browsere. Samme resultat.
Nå, jeg kunne køle af med en tur på toilettet. Her lå et blad fra Ældresagen og sørme om ikke der dukkede en annonce op, hvor Ældresagen giver rabat ved ture med Hurtigruten. Straks var jeg i røret til Norsk Rejsebureau, der kunne bekræfte rabatten. Jeg fortalte hvilke fly, hoteller og tog, jeg gerne ville benytte. Så det hele blev serveret på et sølvfad for dem.
Jeg skulle bare sende det samlede beløb og så klarede de resten. De kunne godt se, at jeg havde fået skruet en meget billig tur sammen og rabatten fra Ældresagen var så oveni. Ja, ja - så fik vi også glæde af det medlemskab.
3 uger før afgang tikkede en mail ind med et hav af dokumenter. Så var vi klar til afrejse!
Nå ja, vi skulle lige have pakket. De gamle rygsække dukkede frem fra gemmerne og møllene havde endnu ikke fortæret dem. Måske skal man overveje fremover at smide en sur sok i bunden af rygsækken for at holde utøjet væk.
Så bagagen bestod af 2 store og 2 små rygsække. Torsdag morgen blev bagagen stuvet i camperen. Marie tog på besøg hos sin mor i Vojens og jeg tog ind på pubben. Dagens program bød på Spis Sammen med skinkeschnitzler for 90 gæster.
Da vi lukkede ved 22-tiden, var vi klar til at køre mod Billund.
En af vores frivillige hjælpere Henning havde tilbudt at køre os til Billund. Det var et flot tilbud men vi skulle flyve fra Billund kl. 5:55, så vi syntes, at det var synd at jage Henning op så tidligt.
Vi valgte i stedet at tage camperen til lufthavnen og overnatte på parkeringspladsen. Så kunne vi høste en times søvn mere.
Havde jeg læst min mail på vejen til Billund, kunne vi endda have sovet halvanden time mere… Vores fly var forsinket.
Vi nåede frem til lufthavnen i kedeligt vejr med småregn og en meget frisk, kold vind fra syd.
På parkeringsplads P6 var der over 250 ledige parkeringspladser, så der parkerede vi. Det er tæt på lufthavnsbygningen, så det betyder forhåbentlig ikke, at pladsen koster en formue. Det vil tiden vise.
Vi kravlede til køjs og var lidt spændte på, hvor mange fly der ville lette eller lande i løbet af natten. Svaret endte med at blive: ingen.